En nat for fem år siden eksploderer de franske ghettoer i de værste voldsoptøjer, Frankrig har set siden Anden Verdenskrig - hvis ikke siden nedkæmpelsen af Pariserkommunen i 1871.
Nat efter nat er der borgerkrigstilstande: Der kastes med molotov-cocktails. Tilfældige passagerer hales ud af busser og trues på livet. Afbrændingen af 10.000 biler og adskillige butikker, vandaliseringen af skoler og offentlige institutioner og slagsmål mellem politi og forstadsunge er hen over tre uger den kraftigste rystelse af det franske samfund siden maj 1968 og hidtil uhyggeligse manifestation af spændingsforholdet mellem de overvejende fremmedetniske forstadsghettoer og det franske majoritetssamfund.
Gnisten springer om aftenen den 27. oktober i Paris-forstaden Clichy-sous-Bois, da politiet jagter seks unge af nordafrikansk herkomst, som de mistænker for at ville begå indbrud. Tre af de unge søger tilflugt på en transformerstation, hvor to af dem, den 15-årige Bouna Traoré og den 17-årige Zyed Benna, bliver dræbt af elektrisk stød. I Clichy-sous-Bois er de unge overbevist om, at politiet forsætligt har drevet deres to kammerater i døden, og den følgende nat stikker de ild på 23 biler, natten efter på 29, derefter på 30.
Ildspåsættelserne bliver ved med at eskalere, det kommer til optøjer, politiet affyrer tåregas, og en tåregasgranat ryger gennem vinduet til en lokal moské. Vreden blandt de unge indvandrere, hvoraf nogle identificerer sig stærkt med islam, opflammes yderligere.
På tv udtaler Nicolas Sarkozy, på dette tidspunkt indenrigsminister og den øverste ansvarlige for politiets indsats, at de unge ballademagere fra forstæderne er »rakkerpak«, som skal »spules væk« med vandkanoner. I den ophidsede stemning i ghettoforstæderne er ordene som benzin på et bål, og over de følgende uger breder urolighederne sig til forstæder til andre franske storbyer.
Den 7. november bliver 1.408 biler afbrændt over hele Frankrig. Den 8. november bliver der erklæret national undtagelsestilstand, som forlænges til den 17. november, hvor politiet endelig kan efter at have foretaget 3.000 anholdelser erklære normaliteten for genoprettet. De materielle skader løber op i mindst 55 millioner euro.
Urolighederne savner ved deres omfang og varighed ethvert sidestykke - selv Rodney King-urolighederne i Los Angeles i 1992 varede kun seks dage. De franske 2005-optøjer ligner forstadiet til en revolution, men fuser ud og flytter intet politisk. De unge har intet politisk program og ingen ideologiske anførere. Deres vrede er blind og endda selvdestruktiv, for de biler, de brænder af, tilhører deres onkler og fædre; og de børnehaver, de hærger, er dem, deres brødre og søstre går i.
Men aldrig har man i vestligt land set frustrationer og indestængt vrede hos en marginaliseret befolkningsgruppe eksplodere så voldsomt, selv om iagttagere, deriblandt den franske sociolog Michel Maffesoli, der er ekspert i ‘subkulturer’, hævder, at ikke alene var begivenheden forudsigelig - den vil også gentage sig, for ghettoernes indbyggere føler sig ikke som en del af Frankrig.
Bilafbrændinger forkommer stadig i Frankrig hver nat, men ikke optøjer som i 2005. Men begivenhederne fra dengang har fået ikonisk status som skrækeksemplet på konsekvenserne af en fejlslagen integration, hvor stadig mere ghettoiserede parallelsamfund tillades at spire frem.
Også herhjemme er det ‘de franske tilstande’, politikere henviser til, som det for enhver pris gælder om at undgå. Som Peter Skaarup fra Danske Folkeparti udtalte under sidste måneds ghettodebat:
»Sporene fra Frankrig skræmmer. Her har politiet reelt opgivet magtudøvelsen i visse forstæder. Den situation skal vi ikke have i Danmark.«
I dag fem år efter kan en af Frankrigs mest ansete ghettoeksperter, den prisbelønnede Le Monde-journalist, Luc Bronner, se tilbage på fire års kulrgavning af ghettoproblematikken. Som en af maget få journalister har han været i stand til at trænge ind i de franske ghettoforstæders lukkede verden - »republikkens tabte territorier«, som han selv kalder områderne - og vinde de unges fortrolighed.
Resultatet af sit feltarbejde udsendte han tidligere i år form af bogen La loi du ghetto, der fremstår som ét langt anklageskrift imod et samfund, der ikke vil lytte. Ellers som han selv udtrykker det: »Ghettoen skriger, men ingen svarer.«
Frankrig har i fem år ikke oplevet uroligheder så voldsomme som de store optøjer i efteråret 2005. Har Frankrig fået styr på sin ghettokrise?
»Generelt har intet har forbedret sig. Alle de grundlæggende dårligdomme består: fattigdom og social udstødelse, en skolegang, der hverken fremmer integration eller giver erhvervskvalifikationer, og en enorm ungdomsarbejdsløshed, som kun er blevet endnu værre siden 2005. På det symbolske niveau er der sket en klar forværring: Ghettoiseringen er blevet forstærket. Den symbolske grænse, som adskiller ‘de vanskelige kvarterer’ fra det øvrige samfund står endnu skarpere op i den offentlige bevidsthed. Franskmændene oplever og tænker i dag i endnu højere grad end i 2005 på forstæderne på som et fjendtligt, farligt og løsrevet territorium.«
Hvad er grunden til det?
»En række alvorlige episoder med ekstrem vold og skyderier har opskræmt mange, men jeg vil også fremhæve spørgsmålet om islam, som i den franske debat har antaget karakter af en besættelse. Franskmændene frygter for en islamisering, der breder sig fra indvandrerghettoerne, men i frygten blander der sig også et psykologisk element: Jeg vil kalde det en frygt for ungdommen, en frygt for de unge indvandrere. Frankrig er et aldrende samfund, og det slår igennem: Ungdommen indgyder frygt. Ghettobeboerens ansigt er den kriminelle indvandrerknægts ansigt. Dyrkelsen af dette skræmmebillede har resulteret i en kollektiv angst, som har aflejret sig solidt i den offentlige debat.«
Hvilken rolle spiller de franske politikere i denne diskurs?
»Skræmmebilledet har været en politisk refleksbevægelse i den borgerlige regering, lige siden Sarkozy bevidst satsede på at gøre ‘de unge i forstæderne’ til sit valgtema med en retorik, som spillede på og bidrog til at forstærke den eksisterende angst i befolkningen.«
Men har Sarkozy trods alt ikke dæmpet sig? Der er længe siden, han talte om ‘rakkerpak’, der skal ‘spules væk’?
»Hans politik er præcis den samme som i 2005. Tilgangen er stadig hårdt mod hårdt: Ghettoproblemer er politiarbejde. Parolen er stadig: Ungdomskriminalitet kan kun bekæmpes ved at give ordensmagten stærkere magtbeføjelser, udbygge nærpolitiet, udvide helikopter- og kameraovervågningen, indføre udgangsforbud, udstyre politifolk med panser og plade, der får dem til at ligne RoboCop osv.«
Hvis spændingerne mellem de unge i forstæderne og majoritetssamfundet er lige så alvorlige som i 2005, hvorfor har Frankrig så ikke lignende optøjer i dag?
»Optøjerne dengang blev udløst af et exceptionelt sammenfald af begivenheder. En perfekt storm så at sige. Der var episoden med transformatorulykken, hvor to teenagedrenge omkom - den blev gnisten. Så fulgte episoden med tåregasgranaten, der blev skudt ind i en moské og Sarkozys hånlige udfald på tv, hvilket til sammen skabte en spontan solidaritet blandt unge af indvandrerbaggrund, der blev landsomspændende Og endelig som det mest afgørende, var politiet uforberedt på, hvordan de skulle bære sig ad med at neddæmpe voldsomheder af et sådant omfang.«
Så Frankrigs forstadsghettoer er stadig en krudttønde, her i 2010?
»Bestemt. Men det betyder ikke, at vi vil se optøjer som i 2005 igen. Siden 2007 har vi derimod set mere isolerede, men også alvorligere og mere voldelige aktioner. F.eks. i Grenoble denne sommer, hvor der blev skudt med automatvåben mod politiets indsatsstyrke, afbrændt 50-60 biler og flere butikker. Eller i Villiers-Le-bel i 2007, hvor biler, et bibliotek og butikker blev brændt ned over to nætter, og 100 politifolk blev såret. Sådanne intense, men lokale episoder, der begynder at minde om decideret bykrig, tror jeg desværre, der er grund til at frygte flere af.«
Kan Danmark lære noget af Frankrig - er der ikke lyspunkter i den franske indsats, sociale initiativer f. eks.?
»Sociale initiativer har der været uhyre få af, og altid kun på lokalt niveau. Det store integrationssvigt sker fortsat i et skolesystem, der er udsultet for ressourcer. Af positive udviklinger kan jeg kun fremhæve to: Der er sat gang i store byfornyelsesprojekter i en del ghettokvarterer, hvilket dog kun er en begyndelse. For det andet er politiet blevet meget dygtigere til ikke at bringe sig i situationer, hvor volden eskalerer. Under optøjerne i 2005 lod politiet sig gang på gang trænge op i en krog, hvor de ikke så anden udvej end at trække deres våben og skyde. I dag er ordensmagten bedre forberedt på undgå en aggressionsdynamik.«
Er den destruktive adfærd hos forstædenes unge forståelig som reaktion imod stigmatisering fra majoritetssamfundet?
»Det er kompliceret, fordi der er flere faktorer, som fremkalder de unges oplevelse af at blive diskrimineret. En ting er selvfølgelig at leve i udkanten af samfundet på ghettovilkår - at opleve, at man ikke har samme chancer som andre, at opleve, at der eksisterer klare demarkationslinjer til andre bykvarterer, at blive vurderet på hudfarve og baggrund i uddannelsessystemet. Alt det er naturligvis elementer, der skaber forbitrelse. Men jeg vil tilføje et andet fundamentalt forhold, som har at gøre med opdragelsen i familien. De voksne har reelt spillet sig magten af hænde over for unge. I nogle kvarterer har de unge taget magten. De har sat sig på og behersker det offentlige rum. De tolererer de voksnes tilstedeværelse, men har gennemført et generations-statskup.«
Hvilken fremtid ser du for de franske ghettoer? Er der en udvej?
»Der er brug for flere græsrodsinitiativer, brug for at mobilisere og organisere civilsamfundet og give mere magt til de stærke voksne, så de kan påtage sig en rolle som mæglere, opdragere. Så de kan agere modmagt og argumentere, demonstrere, klage deres nød hos medierne, rende politikerne på dørene. Men desværre er de voksne som bedøvede. Det må der brydes med, for den politik, der kan integrere ghettoerne i resten af samfundet, kan ikke komme ovenfra, den må komme fra ghettobeboerne selv. De politikker, som skiftende regeringer har forsøgt sig med i de sidste 30 år har været rystende ineffektive og er slået totalt fejl.«
La loi du ghetto 211 sider. 17 euro
Calmann-Lévy